Siden klimatopmødet i København og dets fiasko har der været et stille omkring det kirkelige engagement i klima og miljø. Det kan ikke fortsætte, så nedenstående indlæg er en eftertanke på den klokkeringning som fandt sted i mange kirker landet over d. 13. december, og som jeg selv var involveret i som en af initiativtagerne.

Når alt er gjort op, mener jeg at klokkeringningen var en succes. Men den modvind, der blæste fra et bestemt negativt hjørne, har også været lærerig. Først og fremmest ville det have været hensigtsmæssigt, hvis vi, der stod bag, fra starten havde haft ideen til juridisk ekspertgennemsyn, så vi kunne have lukket eventuelle åbninger for ”fjendtlig obstruktion”. Ingen kan jo være i tvivl om, at det præcis var, hvad den hårde kerne af tidehvervsfolk leverede. Udelukkende en fjendtlig fordom kunne opfatte initiativet som på en eller anden måde ”mod reglerne”. Men fjendtlige fordomme synes meget ofte at være denne lille gruppe præsters udgangspunkt.

At man kunne synes, at klokkeringningen var en dårlig ide af den ene eller anden grund, er noget helt andet. Der er ikke noget totalitært i at være uenig i form eller indhold. Tværtimod er en god diskussion sundt. Det er sundt, når de diskuterende er villige til at indrømme, at modparten måske alligevel har lidt ret i sit synspunkt. Vilde og absurde påstande (om politisering, moralisering etc.) er ikke udtryk for andet end mangel på egentlige argumenter. Klokkeringningen var en religiøs begivenhed, altså en trossag, og derfor noget som kun kan lykkes i frihed. Derfor stod det selvfølgelig enhver kirke, menighed og enkeltperson frit for om man ville tilslutte sig.

Heldigvis var der rigtig mange, der syntes at klokkeringningen var en god ide, som de gerne ville tage op. Kristeligt Dagblad lavede en undersøgelse, der viste at ca. 30% af landets kirker deltog. Det er en kæmpe succes, og betydeligt flere end jeg (eksempelvis) havde turdet tro – i betragtning af at noget lignende ikke er set i nyere tid. Ret tankevækkende var det også en hel del flere, end vi fra Grøn Kirke kunne dokumentere. De menigheder vi har kunnet dokumentere er nemlig dem, der har meldt tilbage til Grøn Kirkes hjemmeside, at de ringede – og det er der formodentligt mange, der ikke har gjort. Personligt har jeg talt med adskillige mennesker, hvis kirke har ringet, men som ikke har ønsket at få deres sogns navn på hjemmesiden. Så der er ingen grund til at tvivle på, at ca. 30 % af landets kirker deltog i klokkeringningen. Når man ikke har meldt sig til vil jeg tro en udbredt grund har været, at man ikke ville sættes i bås eller stemples.  

Der var en debat i Kristeligt Dagblad og andre steder. Der har også været debat rundt omkring i mange menighedsråd. At tidehvervspræsterne forsøgte at få klokkeringningen forbudt (i stedet for at diskutere endsige forstå den) taler for sig selv. Men når det er sagt, må man spørge om debatten i øvrigt var positiv. Jeg tror, den har været god for ”de stærke holdninger” i hver deres lejre. Det er skammeligt, når diskussioner polariserer. Det kan bare ikke være en grund til at tie, når der faktisk er noget vigtigt at sige. Men jeg tror OGSÅ, at diskussionerne om klokkeringning, har været med til at rykke en hel del folkekirkemennesker i retning af en erkendelse af, at kirkens tro må komme til udtryk i kirkens praksis.

Troen er vel en usynlig ting, men det er troens liv ikke. Derfor er kirkens praksis ikke først og fremmest public service (selv om det er den også, og det er der ikke noget galt i). Kirkens praksis er primært troens gerningssted, og troen er til stede i og forholder sig til denne verden (herunder til dens klimaforandringer). Kirkens praksis er ikke en tom skal om et usynligt indre liv, men et udtryk for dette liv i relevante henseender. Selvfølgelig ytrer troen sig også mellemmenneskeligt og etisk og på mange andre måder. Men kirken er en væsentlig måde. Der er selvfølgelig sagt med mine ord, men jeg tror en lignende erkendelse er ved at brede sig, og debatten om klokkeringningen har været med til at fremme den erkendelse. 

Klokkeringningen blev en succes, fordi det lykkedes, at rigtig mange mennesker dér kunne finde rum for sine religiøse følelser og inderste tro konfronteret med den dybtgående klimakrise, som truer Jorden og alle Guds skabninger på den med særdeles voldsomme forandringer, som vil medføre stor lidelse (og allerede gør det).

Klokkeringningen blev også en succes, fordi så mange trådte i karakter og manifesterede, at vor tro på den treenige Gud ikke kan betyde hvad som helst, men må indebære optagethed af og omsorg for den klodes velfærd, som Gud har skabt. Troen ved, at noget står ved Guds skabervilje og noget står Guds skabervilje imod. Hvis kirken fortier eller ignorerer det, sætter den sit lys under en spand eller en skæppe. Og det skal den præcis ikke. Det handler ikke om at pege fingre eller moralisere (moralisme er illusionen om at kunne frelse verden ved at tage sig sammen og opføre sig pænt), men om at vedstå, at nedbrydningen af klodens bæredygtighed og dermed nedbrydningen af livsmulighederne for mennesker og alle andre skabninger nu og i fremtiden står Guds skabervilje imod. Der er syndigt, umoralsk og forkasteligt – kristeligt såvel som ud fra mange andre betragtninger. Derfor må kirken altid (som tilfældet var med klokkeringningen) vedkende sig sin forskrækkelse eller ”alarm”, ligesom den må kalde til og på håb og handling.

Anledningen til klokkeringningen var klimatopmødet, COP15. Men klokkeringningens henvendelse gik kun indirekte til klimatopmødet. Direkte gik den til Gud. Nu blev COP15 imidlertid til FLOP15, og mange af os har været depressionstruede af den årsag. Men selvfølgelig tænder Guds nåde sit lys i os igen, og det lys skal ikke slukkes. Klokkeringningen var en engangsbegivenhed, men der er en række forskellige initiativer, som Grøn kirke stiller sig bag – også i en fremtid, hvor behovet for klimahåb og klimaretfærdighed ikke er blevet mindre. Kirkerne skal aldrig kunne tvivle på deres værdighed, for den kommer uden forbehold og betingelser fra Gud. Men troen på det (evangelium) må også vise sig i kirkernes praksis og liv OGSÅ i dens klima og miljøadfærd BÅDE i ord OG i handling.

Velkommen til Eftertanke.dk. Dette er dit første indlæg. Du kan vælge at slette, redigere eller gemme det.